Kære AlleJeg vil med denne første udgave af nyhedsbrevet, prøve at tvinge mig selv til en gang i kvartalet, at holde jer informeret om hvad der sker i min hverdag og med min golfudvikling, samt se lidt fremad mod den kommende periode.
Det forhold at jeg opholder mig i USA gør det jo lidt svært at se jer alle så tit som jeg gerne ville, og min tid fritid er desværre også så begrænset, at jeg har svært ved at holde jer informeret om alle de spændende ting jeg oplever, så derfor håber jeg i vil tage pænt imod mit nyhedsbrev.
”Hjem” til USA igen..Efter en sommer som jeg havde set meget frem til, men som rent spillemæssigt slet ikke levede op til mine forventninger, var det dejligt at komme tilbage til USA – i mine vante rammer – med disciplin og daglig træning.
Jeg startede på Gary Gilchrist Academy under Gary som jeg kendte fra IJGA. Og jeg er rigtig glad for skiftet. Gary og hans kone Lee-Anne driver et helt nystartet akademi og det er bare fantastiske mennesker som kan deres kram – og så er det jo skønt at de også forstår det menneskelige aspekt.
GGGA er målrettet juniorer og det er her fokus skal ligge, men han har fra gammel tid et par PGA og LPGA spillere som også træner hos os ind imellem - bl.a. Peter Hedblom og Shenshan Feng.
Vi har kun været 20 elever frem til jul og med 5 trænere og 4,5 times træning hver dag, er der de bedste forudsætninger for at få teknikken og svinget til udvikle sig godt. Det er rigtig dygtige trænere og at have Gary ved hånden hele tiden, hvis noget kræver ekspertens rådgivning er et fantastisk aktiv.
Gary havde meget at arbejde på idet jeg over hele sommeren ikke har følt mig komfortabel når jeg stod med min driver i hånden. Svinget var egentlig fint nok, men selvtilliden og troen på de gode slag manglede. Vi har derfor arbejdet en hel del på det mentale, og akademiet har tilknyttet en super mentaltræner som har været med til at ændre mit tankesæt på banen.
Det store gennembrud kom faktisk efter første runde i en mindre turnering jeg spillede i Orlando. Jeg var på førstedagen gået 1 over par og Gary spurgte om ikke jeg kunne køre hjem sammen med ham så vi kunne evaluere dagen. Det var som om den samtale med Gary satte nogle tanker i gang. I hvert fald følte jeg mig som en anden golfspiller da jeg kom til 2 runde dagen efter – og efter en runde i 5 under par var den gamle Patrick tilbage…..
Jeg glædede mig nu til næste turnering som var POLO – den første Major på næste års tour, og en af de største og mest prestigefyldte turneringer i USA. Og hvilken turnering – det var bare så skønt at stå på teestedet og føle at den fairway der lå foran mig var kæmpe stor, den kunne jeg ikke undgå at ramme.
Og det gik jo over al forventning! Efter slagspillet var jeg 8 under par og på en tredjeplads et slag efter vinderen af Junior Players på Sawgrass Evan Bech. Mit spil fungerede perfekt – både min driver og mine approach slag, og så gjorde det heller ikke noget at jeg puttede som en gud.
Nu havde jeg kvalificeret mig til match play og her kunne alt jo ske!!!
Jeg har altid godt kunne lide match play så jeg glædede mig til at komme i gang. Lige fra første match følte jeg, at jeg havde chancen for at gå hele vejen – mit spil var simpelthen bare godt fra start til slut.
Vejen til semifinalen gik glat og mit gode spil fortsatte, og jeg var aldrig rigtig presset.
En enkelt match blev dog fantastisk – min semifinale mod Julian Suri som er en fantastisk golfspiller. Gary fulgte matchen som tilskuer og sagde bagefter, at det var den bedste hulspilsmatch han nogensinde havde set…. Ikke så lidt af en mand som har trænet nogle af de bedste spillere i verden
Jeg tror jeg var 5 eller 6 under da vi nåede til 17´og jeg var kun 2 op 2 at gå. Jeg følte jeg havde styr på det og skulle blot dele et af de to sidste huller, men da Julian slog andetslaget på par 5 hullet op til 3 meter, blev jeg noget presset. Jeg slog mit 3je slag ind til en givet birdie, men Julian holede sit put for eagle og vi måtte ud på 18 som jeg heldigvis spillede sikkert og vi delte hullet og jeg vandt 1 up.
Finalen var mod Brinson en af mine gode venner. Jeg følte mig virkelig godt tilpas og jeg slog kun 8-10 bolde på rangen inden vi slog ud på første hul – ingen grund til at brænde alle de gode slag af på rangen .
Med birdie, birdie og 2 up efter 2 huller, var der den fornødne ro til blot at spille mit eget spil, og da putteren ikke kørte for Brinson og mit spil var tæt på optimalt, var der ikke meget at gøre og en sejr på 7-6 var lidt hårdt mod ham. Men han tog det flot – han er bare en rigtig gentleman og erkendte at han tabte til en bedre modstander på dagen.
Det var en skøn følelse at stå som vinder og endnu vigtigere at bevise for mig selv, at jeg kunne komme tilbage efter min første egentlige downperiode som golfspiller over sommeren.
Det var også perfekt for Gary – han havde i den samme uge tegnet en 3 årig sponsoraftale med AJGA for at promote akademiet, og jeg tror han var meget tilfreds med at jeg vandt, meget bedre reklame for hans kompetencer og akademiet kunne han ikke ønske sig. I hvert fald gik vi alle sammen ud om aftenen og fejrede sejren, det var en fed dag….
Efter POLO stod den på skole og eksamen inden jeg skulle hjem til julemad og familien – det var jo heller ikke så dårligt at glæde sig til
Der er noget at se frem til…14 dage i Danmark går hurtigt – og det var dejligt at se Christian Post og hans familie. Christoffer – hans søn – ligner en kommende pro, men æblet falder jo heller ikke langt fra stammen siger man . Og en reception hos den gamle mand Jesper Kjærbye var også enorm hyggelig.
Højdepunktet var nok at kigge forbi Hardy hos Puma hvor jeg fik fyldt garderoben op med RIGTIG FEDT tøj, sko og accessories. Det er bare så fedt……og vigtigt for selvtilliden at man føler sig godt tilpas i tøjet til de store turneringer. Det er ikke gået ubemærket hen at jeg altid bærer PUMA.
Tilbage i USA er jeg i gang med at planlægge sæsonen og sejren i POLO har betydet at der åbner sig mange spændende døre til større turneringer – herunder store amatørturneringer. Der har åbnet sig en mulighed for, at jeg kan blive inviteret til at spille på Challengetouren når den til marts kommer til Colombia – men det er ikke 100% sikkert endnu, men det vil selvfølgelig være en fantastisk udfordring som jeg enormt gerne vil afprøve. Du hører mere når og hvis jeg kommer ind.
På nuværende tidspunkt vil de næste kvartals turneringer foreløbig være:
Uge Turnering Type5 Verizon Heritage – Hilton Head Juniorturnering
6 Houston Boys Invitational – Houston Texas AJGA – Major
12 Colombia Masters – Colombia European Challenge tour
16 Terracotta Invitational Championship – Naples Mens Amateur tournament
Ud over træning og turneringer skal jeg også besøge nogle af de College som har vist interesse for at have mig som golfspillende studerende. Højest på min ønskeliste står Oklahoma State.
I september spillede jeg Ping Invitational på Carstens creek – Oklahoma States hjemmebane – hold da op en bane og nok det stærkeste College hold i USA. Banen og træningsforholdene er fantastiske, ja det er faktisk svært at forstå at Collegespillere kan få lov at træne under så fantastiske forhold. Og på holdet er kun spillere der ligger helt i toppen af amatør-verdensranglisten, så der skal virkelig arbejdes hårdt for at komme i betragtning til et schoolarship.
Jeg forventer at besøge dem i første kvartal, og ellers regner jeg med at besøge University of Florida, Florida State, Georgia State og Arizona State.
Jeg har endnu ikke afgjort om jeg prøver lykken i USA til sommer, eller jeg kommer hjem og spiller med landsholdet. Landstræneren ser gerne jeg er hjemme til Europamesterskabet og det ser også ud til at kunne passe i kalenderen, da det ikke karambolerer med nogle af de store turneringer i USA. Men meget afhænger også af økonomien – det er dyrt at skulle rejse rundt i USA, så hvis ikke det lykkes at skaffe sponsorer er det ikke muligt, men også her hjælper Gary og Lee-Anne. De forventer at kunne finde en sponsor som vil kunne dække disse omkostninger, og så vil jeg rigtig gerne prøve at spille US Junior, US amateur og kvalifikation til US OPEN og hvem ved, måske kunne det lykkes at kvalificere sig .
Jeg har ikke fortalt meget om skolen – men rent faktisk går megen af min tid også med det. I kan tro jeg ser godt ud i min skoleuniform - men jeg har da lært at binde slips……….
Skolen er meget gammeldags og kæft, trit og retning er mantraet. Derudover har skolen et af de bedste basketball hold i USA, så jeg går på skole med nogle som er 2,13 og at sidde bag dem i klassen gør det ret svært at se hvad der foregår på tavlen. Og en skostørrelse på 54 gemmer man ikke sådan lige….
Nå, nu er det vist tid at slutte for denne gang, og jeg vil gerne takke jer alle sammen for den støtte og support i alle har givet mig – det sætter jeg stor pris på. Uden den støtte ville det ikke være muligt for mig at være herovre og forfølge min drøm. Hvis nogen af jer tænker på at udnytte den lave dollar og de billige priser, håber jeg i kigger forbi Mission Inn i Orlando, så vi kunne spille en runde golf sammen.
Pas godt på jer selv indtil vi ses eller høres igen.
De bedste golfhilsner
Patrick
